Det var en lørdag aften

Jeg kom uden forventninger. En af mine venner havde ’tvunget’ mig med og så oven i købet en lørdag aften… Ja, lørdag! Vi skulle høre et kor synge salmer, gamle salmer. Hvor sej lyder det lige?! Men det slog fuldstændigt benene væk under mig. Jeg var i begyndelsen ude af stand til at stå op, men under de sidste numre dansede jeg rundt mellem kirkebænkene, mens jeg klappede og sang sammen med flere hundrede gæster i Andreas Kirken. Det var gamle danske salmetekster til nye melodier. Det var tekster jeg kunne udenad men en ny musik som greb mig om hjertet og fik hele min krop i bevægelse. Sådan! Tænkte jeg, mens jeg takkede Gud for at dette fandtes.

Som præst keder jeg ofte over mine egne gudstjenester. Vores gamle traditioner og vaner udøver stor magt over vores dagligdag i kirken og begrænser vores udviklingsmuligheder. Der er flere kirkegængere som vredt råber op for at bevare det gamle, end der er kirkegængere der vil fornyelse. Og så bliver alting som det plejer – indtil kirkerne er tomme. Men lige udenfor flokkes tusindvis af mennesker om alle mulige og umulige slags åndelige aktiviteter. Kirkens budskab er det bedste i verden, det forvandler mennesker liv, men det må præsenteres i stadig nye former for overhovedet at kommunikere i dag. Derfor skal kirkens tradition og udtryksformer fornyes. Denne aften i Andreas Kirken fandt jeg et af svarene på min spørgen efter nye redskaber til kirkens mission: Gospelsalmer.

Vi sang ’Op al den ting’, ’En rose så jeg skyde’, ’Giv mig Gud en salmetunge’ og mange flere gamle salmer som jeg troede mine børn aldrig kom til at kende. For de gider ikke orgel og klassisk sang. Men i disse nye versioner med ny melodier udtrykt gennem den medrivende gospelmusiktradition ledsaget af keyboard, bas og trommer, da ser jeg håb for både Brorson og Grundtvig og hele den gamle kirke. Hvis stemningen denne lørdag aften får lov til at blive levet ud i vores kirker, så står kirken overfor at blive det mest populære mødested for mennesker i fremtiden. Og jeg håber virkelig dette vil sprede sig for jeg vil så gerne have at alle kommer til at kende Jesus.

Baggrundsmusik - må jeg være fri!

Jeg err på en netop veloverstået ferie i Tjekkiet og Sydtyskland blevet frygteligt irriteret over al den baggrundsmusik som træder mere og mere i forgrunden. Enhver lille butik, bod, cafe har sig eget elendige musikanlæg der spiller sin dårlige popmusik ud over alt og alle. Det er som om man laver et lydterritorium ud fra følgende overvejelse: "Der hvor min lyd er højest, der bestemmer jeg og du køber mine varer!" Men jeg går i stedet i en stor bue udenom og finder de steder hvor jeg kan blive fri for denne påtrængende larm.
Jeg bliver også irriteret når det er musik jeg i grunden godt kan lide. For musik er ikke sådan nogen man ufrivilligt skal påtvinges når man bevæger sig rundt i byer og naturen. Lad mig dog selv vælge den musik jeg skal lytte til i mit hjem, på min Ipod, i min bil eller jeg kan gå til koncerter eller diskoteker eller andre steder hvor musikken er og skal være en del af oplevelsen. Men lad mig være fri der hvor jeg færdes på grund af alle mulige andre interesser end musikken.

Der er stadig liv i baptisterne

Jeg glæder mig over at der stadig er liv i danske baptister. BaptistKirkens ledelse bad på sidste uges landskonference om menighedernes bemyndigelse til sammen med stævneudvalget at fastsætte tid og sted for næste års missionsstævne. Argumentationen var det faldende deltagerantal og den høje lejeudgift til skolerne i Mariager, hvor stævnes afholdes. Ledelsen ønskede derfor bl.a. at få muligheden for at finde et billigere sted at afholde stævnet. Heldigvis viste der sig masiv modstand mod at give denne bemyndigelse. Grunden til, at jeg glæder mig så meget over dette skyldes noget principielt: Hvad gør man når deltagertallet svigter og udgifterne er for store? Det lader til at BaptistKirkens ledelse mest er fokuseret på så at nedbringe udgifterne. Min tro og overbevisning er, at vi i stedet for skal koncentrerer os om at øge antallet at deltagere og øge indtægterne. Det glæder mig derfor at så mange deltog i debattet og at de fleste pegende på hvad der kunne gøre stævnet mere attraktivt og hvad der kunne give flere indtægter. Sådan skal det være: Vi skaber udvikling i vores kirke, når vi har fokus på at øge kvalitet og engagement - det giver større ejerskab, bedre motivation og flere indtægter. At have det primære fokus på hvordan vi kan nedbringe udgifterne er den sikre vej til demotivering, afmatning og afvikling. Tak Gud, at der stadig er liv i baptisterne i Danmark!

Troen skal ikke være usynlig!

Jeg mener det er forkert at forbyde fodboldspillere under VM (og andre) at synliggøre deres tro. Lad os dog leve i en verden med frihed og respekt hvor vi ALLE kan få lov til at vise vores tro, uanset hvad det er for en tro. Det gælder både en fodboldspiller med 2 milliarder TV seere og når jeg går med Jesus på trøjen i en sidegade til Amagerbrogade. Forbud mod religion i det offentlige rum skaber bare større problemer end de problemer som forbudet forsøger at løse. Jeg tror at den bedste måde at forhindre de negative konsekvenser af religioners fremturen i vores verden er, at vi i frihed og åbenhed giver hinanden plads til at dyrke hver vores religion (religionsfrihed og lighed) inkl. retten til at vise hvad vi tror!

SLUT

Søndag den 13. juni sluttede en epoke i mit liv. Da besøgte jeg for sidste gang som ansat i "Baptistkirken I Danmark" lokale kirker: Først Brande Baptistkirken hvor jeg prædikede ved gudstjenesten og efter frokost holdt jeg foredrag om hvordan vi får "mere liv i kirken". Om aftenen prædikede jeg ved gudstjenesten i Randers Baptistkirke.
Det var på mange måder en vemodig dag. I Randers fik jeg blomster og takketale af menighedens leder Arne Jensen. I øvrigt var det også Arne der i 2002 på vegne af alle baptister i Danmark bad for mig umiddelbart efter beslutningen om min ansættelse som generalsekretær. Sådan er ringen på en måde sluttet, langt væk fra BaptistKirkens ledelse og fra de store landsdækkende samlinger. Og nu er det slut, og det er jeg ked af. Jeg holder meget af at komme rundt i menighederne, jeg oplever det personligt inspirerende, og jeg hører at der i stor udstrækning har været tilfredshed med den hjælp og inspiration jeg gennem årene har kunnet give menighederne.

Amager Gospelkor

Jeg er stolt over at være præst i en kirke med så vidunderligt et kor som Amager Gospelkor. Koret har 130 medlemmer og kendetegnes ved at der er så meget livsglæde og glad kristendom i musikken. Ellers har syntes at den moderne gospelmusik er jævnt kedelig - en slags ligegyldig pæn popmusik. Men Amager Gospelkor har så meget engegement at der virkelig bliver kommunikeret tro og glæde der ikke lader tilhørerne upåvirket. Fra august 2010 skal jeg slev synge med i koret og det glæder jeg mig til. Tænk, jeg har ikke sunget i kor siden min tid på Rosborg Gymnasium i Vejle. Nu får jeg mulighed for at synge med i mit favoritgospelkor, som ovenikøbet er koret i min egen kirke hvor jege r præst. Hvor heldig kan man være?